2014 overrasker positivt

oplever vi en spirende optimisme på boligmarkedet

20. maj 2014 af brian hensrik, ejendomsmægler og valuar, mde

2014 overrasker positivt

Ved årsskiftet var vi meget spændte på, hvad 2014 ville byde på. I slutningen af 2013 var antallet af boliger, der var til salg i 4000 Roskilde, nemlig gået ned. I sommeren 2013 var i alt cirka 580 boliger udbudt til salg, omkring nytår var det faldet til cirka 480. Et niveau, vi stadig har i dag.


Det er måske en nedgang, der ikke syner af så meget. Men som ejendomsmægler – og som køber og sælger for den sag skyld – har et fald på cirka 20 % i antal af ejendomme en betragtelig betydning.
Vi var naturligvis spændte på, hvad det ville betyde for antallet af ejendomshandler. Normalt finder der i gennemsnit 12 bolighandler sted hos os hver måned – ville de færre til salg-skilte betyde, at vi nu skulle til at gennemføre færre handler? Det har ikke været tilfældet i vores butik. Faktisk er vi den ejendomsmægler i byen, der fortsat lander flest ejendomshandler – det er vi rigtig glade for og ydmyge over!


Generelt oplever vi en spirende optimisme på boligmarkedet, både når vi taler med købere, sælgere, bankerne, realkreditinstitutterne og byens advokater.
En anden klar indikator på at markedet har det godt er, at der i 4000 Roskilde nu bliver udbudt en masse spændende nybygprojekter. Investorerne, der står bag, har igen en tro på, at de kan opnå nogle tilfredsstillende salgspriser, og dermed få projekterne til at hænge fornuftigt sammen. Det er gode tegn. 


Her i butikken alene har vi to spændende nybygprojekter til salg, et i Gundsømagle og et andet – helt nyt –projekt i Himmelev, som bliver lanceret med stort åbent hus-arrangement 2 pinsedag den 9. juni 2014. På en fantastisk naturskøn grund, den gamle Frøbel-grund midt i Himmelev, bliver der opført spændende og energivenlige boliger. Her skal bygges dobbelthuse i 1- og 2-plan og lejligheder, de første boliger er forventeligt klar ved indgangen til 2015. Vi er glade for – og lidt stolte over – at det interessante nybygprojekt er landet hos os, og vi ser frem til at vise mulighederne frem for interesserede købere. Se mere på www.himmelevhave.dk


Siden vi sidste år åbnede vores erhvervsafdeling, Hensrik Heideby Erhverv, er det gået stærkt. På den gode måde. For også markedet for salg og udlejning af erhvervsejendomme og lejemål er tendensen opadgående. Gennem de seneste par måneder har vi oplevet stor interesse for erhvervslejemål – man har igen mod på at åbne butik. Ikke mindst har vi haft stor efterspørgsel på butikslokaler i centrum af Roskilde, hvor vi tilmed er begyndt at opleve, at der bliver betalt afståelse igen. På investeringsejendomme er der ligeledes begyndt at ske mere, flere og flere investorer viser interesse, og flere forhandlinger er i gang.


Som sagt har vi det privilegie at være den mest sælgende ejendomsmæglerbutik i Roskilde. Det fremgår af ”Find mægler”-funktionen på boligsiden.dk. Men det handler jo ikke om at være størst. Vi vil også være nogle, som købere og sælgere anbefaler til andre. Med den nye anbefalingsfunktion under ”Find mægler” får vi kontant afregning af vores kunder – her har vi fået en karakter af kunderne, der lyder på 9,2 ud af 10.


De mange positive tilbagemeldinger forpligter og ansporer os til at gøre det mindst lige så godt – og gerne lidt bedre – i de bolighandler, som venter i 2014. Et år, der indtil videre heldigvis har overrasket positivt.