et aktivt boligmarked i roskilde

for at få fingrene i din drømmebolig skal du være godt forberedt!

22. maj 2015 af brian hensrik, ejendomsmægler og valuar, mde

et aktivt boligmarked i roskilde

Der er rift om boligerne i Roskilde i øjeblikket, og vi oplever ofte, at der er mere end en køber til samme ejendom. Derfor er der mange købere, der oplever, at de går forgæves, og at boligen er solgt allerede inden, de når at se boligen. Alternativt, at boligen er solgt til anden side, inden de er klar til at træffe den endelige beslutning om at købe. Dette er kilde til store frustrationer hos mange købere, når de nu endelig havde fundet den bolig, der matcher deres ønsker.


Sagen er, at der lige nu er rigtig mange købere i markedet i Roskilde. Det er både unge mennesker fra byen, der ønsker sig mere plads i provinsen, eller seniorer der nu, grundet bedre markedsforhold, er klar til at sælge og finde en ny og mere passende bolig.


Modsat er udbuddet af boliger til salg dog stadig relativt lavt. Så selvom antallet af boliger, der bliver sat til salg, er steget kraftigt siden nytår, er antallet af boliger der bliver solgt stadig større, og derfor oplever køberne ikke at udvalget bliver større.


En af de største beslutninger i dit liv - Er du forberedt?
Dét at købe en fast ejendom er en stor beslutning – tit en af de største beslutninger man skal træffe. Det gælder både for førstegangkøbere, men også når familieboligen gennem årtier skal sælges. Det er ikke kun en stor økonomisk disposition, men også et valg der er forbundet med mange følelser, hvilket nemt kan komplicere beslutningen yderligere.


Derfor er det - både generelt - men i særdeleshed som markedet er lige nu, vigtigt at gøre sig klart, præcis hvad ens behov er i forhold til en ny bolig. Hvad er ”need to have” og hvad er ”nice to have” - altså hvad er af afgørende betydning, og hvad kan man gå på kompromis med. Måske er beliggenheden vigtigere end størrelsen på værelserne, eller om der er køkken/alrum.


Et af de vigtigste kriterier er imidlertid tit boligens pris, selvom beliggenhed og størrelse også ofte er blandt de vigtigste kriterier. Derfor er det klogt at få afklaret denne faktor som noget af det første.


Få en vurdering af din økonomi og din bolig
Det bedste råd er dermed at starte med at gå i banken og få afklaret præcis hvor meget, du kan købe for.


På netop dette punkt er der mange, der ikke er klar til slå til, når drømmeboligen endelig er der. De har endnu ikke fået talt med deres bank og kender dermed ikke deres økonomiske råderum.
Uanset udgangspunkt, er det ærgerligt, ikke at være klar til at købe den rigtige bolig, bare fordi man ikke er ordentligt forberedt.


Dette gælder både førstegangskøbere, men også folk der skal have solgt deres nuværende bolig først. Her er det vigtigt at vide, hvad ens nuværende bolig er værd og at få en vurdering af, hvor omsættelig den er i det nuværende marked. Så er man også afklaret i forhold til, hvornår det er realistisk at overtage den nye bolig.


For at undgå for mange frustrationer som køber, er det bedste råd at sørge for at være godt forberedt. Du har hermed de bedste forudsætninger for at få fingrene i din drømmebolig, i det øjeblik den bliver udbudt til salg.