TOTALRENOVERET VILLA PÅ EKSKLUSIV BELIGGENHED

KVARTERET:
Villaen er placeret på en af de mest eksklusive adresser i hele Roskilde, og I kommer derfor til at bo lige midt i centrum, hvor byparken, domkirken og livet i byen er lige uden for døren. I får yderligere en kort gåtur til fjorden og byens parker. Trods den fordelagtige placering midt i byen, er der også fred og ro og ingen trafik. Det er derfor et skønt sted at bosætte sig for hele familien.

EJENDOMMEN:
Den rødmurede, smukke villa fra 1912 råder over en 830 kvm stor grund, og I kan glæde jer til en indbydende og komplet istandsat bolig på 170 kvm. I 2013 blev ejendommen totalrenoveret med blandt andet nyt tag, tagkonstruktion og vinduer, der blandt andet tæller en aluminiums-karnap, som løber op gennem tre etager. Den moderne indretning sørger for en indbydende atmosfære, og I skal særligt se frem til gulvvarmen på hele stueetagen og de samlende rum, som køkken-alrummet og den hyggelige dagligstue.

Køkkenet fra Invita er tidløst med grebsfrie og motoriserede elementer og et råt betongulv. I den anden del af køkkenet er gulvet prydet med et lækkert Dinesen-plankegulv, som løber i både stuen og samtlige værelser i resten af huset. Yderligere finder I et værelse og et badeværelse, og på første sal er der masser af plads til familien på de i alt tre store værelser. Der er også et pænt badeværelse, og som bonus får I en hems med en loftshøjde på næsten tre meter, hvorfra der er et suverænt vue til fjorden og til domkirken. Kælderen byder på flere disponible rum og et bryggers.

I kan nyde sommeren på den cirkulære terrasse mod syd, og I kan ligeledes slappe af i gårdhaven. Dertil er der en tidligere garage, som er genial til en pladskrævende hobby.
Tjek Boliglån
Sælg din bolig

Rasmus Svendsen

Indehaver Ejendomsmægler, MDE

rasmus@hensrik.dk

70 208 218