SKØNT FRITIDSHUS MED UDSIGT TIL VANDET

KVARTERET
I rolige, naturskønne omgivelser i Tranehalsen nær Roskilde kan I få et fristed udover det sædvanlige. Jeres helårsanvendelige fritidshus er placeret på en lukket vej lige ved en sti ned til fjorden, som I også kan nyde udsigten til fra huset. På modsatte side af ejendommen, har I udsyn over åbne marker, så det bliver næsten ikke mere fantastisk end lige hér. Omkring tre kilometer fra adressen finder I den nærmeste dagligvarebutik, mens der er cirka fire kilometer til motorvejen.

EJENDOMMEN
I overtager et lyst og dejligt fritidshus på 126 kvm fra 1965, der ligger på en 1.361 kvm stor grund og byder sig til. Ude såvel som inde fremstår alt indbydende og velholdt, og af nyere istandsættelser kan fremhæves udskiftningen af det brede vindues- og dørparti mod terrassen fra 2019.

Udenfor får I fantastiske rammer til at nyde sommeren under åben himmel, særligt på den rummelige, vestvendte træterrasse, der smyger sig om husets ene side. Herfra kan I betragte vandet fra de bløde havemøbler. Når mørket falder på, rykker I ind under den overdækkede del, så I kan forlænge en dejlig aften i godt selskab. Haven er desuden oplagt til leg på den store græsplæne, hvor I har kig til de åbne kornmarker, som haven grænser op til.

Bevæger I jer indendøre, kan I glæde jer til at udforske to værelser - det ene med eget toilet og det andet lige ved siden af brusebadeværelset med en lukket niche. Samlingspunktet er det åbne opholdsrum med køkkenet i forbindelse med to stuer, hvor brændeovnen fra 2005 sætter stemningen i de kølige måneder. Det fine køkken giver plads til madlavningen, mens de bløde møbler indbyder til afslapning. Tilstødende køkkenet finder I en skydedør til et viktualierum og adgang til et bryggers.

Alt i alt venter jer et skønt fritidshus i fredelige, idylliske omgivelser.