INDFLYTNINGSKLAR VILLA MED STOR GRUND I GADSTRUP

KVARTERET:
Gadstrup forener vild natur med hverdagens gøremål. I finder bus, indkøb, skole, daginstitution og sportsfaciliteter inden for blot 900 meter. Endelig får I nem adgang til Gadstrup Station og motorvejen, hvorfra København kan nås på under 40 minutter, mens turen til Roskilde kan klares på et kvarter. Midt i Gadstrup ligger denne villa på en lille og lukket sidevej.

EJENDOMMEN:
Med nøgleord som indflytningsklar, lyse omgivelser og en 1.297 kvm ugeneret grund får I fortrinlige rammer i denne klassiske rødstensejendom fra 1914. Indenfor udfolder de 144 kvm sig med værelser på førstesalen og et opholdsmiljø i stueetagen, der sikrer jer både privatliv og kvalitetstid med hinanden. Oveni får I bonuskvadratmeter i kælderen.

Boligen forener på bedste vis autentisk charme med moderne funktionalitet bl.a. med jordvarmeanlæg. I 2022 er huset blevet malet, ligesom trægulvene er blevet slebet og behandlet.

Boligens hjerterum er den åbne forbindelse mellem køkkenet og spisestuen, som gør det muligt at prioritere samvær på tværs af madlavning og forskellige gøremål. HTH-køkkenet byder på hvide elementer med god opbevaringsplads, så de massive træbordplader er frie til madlavningen. Her kan I tilberede middagen og samtidigt deltage i snakken omkring spisebordet. Tilmed er der udgang til terrassen, som på harmonisk vis forener inde og ude.

Opholdsstuen har massivt douglas-plankegulv og en flot loftshøjde, hvilket skaber en let og indbydende stemning, der forstærkes af lysindfaldet. Videre er der et værelse og et gæstetoilet.

Førstesalen rummer et badeværelse og tre værelser, hvor I udover et soveværelse kan indrette jer med enten børneværelser, kontor eller hobbyrum. Endelig råder kælderen over et alletiders bryggers med højt til loftet og gulvvarme.

I kan se frem til en dejlig, lukket have, som bliver det naturlige samlingspunkt i sommerhalvåret. Her er mange hyggekroge og en græsplæne til børnenes leg, mens gårdmiljøet og terrassen indbyder til frokost under åben himmel. Som bonus er der et muret værksted på hele 85 kvadratmeter og en carport med redskabsskur.