ØKOLOGISK ISTANDSAT VILLALEJLIGHED I HJERTET AF ROSKILDE

KVARTERET:
Lejligheden ligger i et eftertragtet område i hjertet af Roskilde, hvor gåafstand i dén grad bliver et nøgleord i hverdagen, da I kan spadsere til såvel dagligvarebutikker, Sct. Jørgens Skole, institutioner og idrætsfaciliteter. Distancen til gågaden kan ligeledes tilbagelægges til fods, mens en lille cykeltur leder jer til stationen. På selve vejen hersker der et godt og socialt naboskab, hvor der blandt andet bliver afholdt årlige vejfester og loppemarked.

EJENDOMMEN:
Ejendommen er opført i 1938, men i 2013 blev huset totalrenoveret efter økologiske og giftfrie principper med et særligt fokus på såvel klima- og miljøvenlighed som energioptimering. Oprindelige materialer er i øvrigt genanvendt såsom parketgulvene, der er slebet, behandlet og lydisoleret med papiruld, mens der er isat specialfremstillede trelagstermovinduer i kernetræ med 25 års garanti. Boligen er istandsat med henblik på at kunne leve op til de bedst mulige standarder, og i kraft af dette, var boligen desuden finalister til "Renover Prisen".

LEJLIGHEDEN:
Hjemmets 193 kvadratmeter fremstår indbydende med et skønt lysindfald, der strømmer ind fra alle verdenshjørner. De gastronomiske evner kan udfolde sig i køkkenets stilrene rammer med hvide elementer, der smyger sig i en U-form. En åbning ind til spisestuen lader lyset flyde frit, og i direkte forbindelse ligger dagligstuen. Etagen rummer endvidere to værelser, et badeværelse med glasafskærmet bruseniche og to depotrum. På 2. salen venter jer yderligere to værelser og en møblérbar repos, der imponerer med synlige bjælker, som flugter langs de skrå vægge.

Ydermere har I brugsretten til en kælder, hvor I deles om et bryggers samt fire, gode disponible rum.
Den dejlige have er opdelt, så I har jeres eget stykke. Her kan fingrene aktiveres i bedene, eller I kan plukke æbler og pærer fra træerne, og udelivet kan tillige nydes fra den vestvendte altan.

Alt i alt en unik lejlighed med mange gode kvadratmeter og eget havestykke centralt i Roskilde.